Når du går i gang med dit e-læringsprojekt, er der fornuft i at lave et manuskript over indhold INDEN du begynder at konstruere dine indholdssider i et e-læringsværktøj. En af måderne, hvor på du kan danne dig et overblik over, hvordan dit e-læringsmateriale skal bygges op, er ved at anvende et storyboard. Storyboards er et essentielt værktøj når man laver film tv, animationer og skriver bøger. Walt Disney gjorde allerede brug af storyboards i 1930’erne.
Men hvad er et rigtigt storyboard og hvordan skal jeg bruge det? Svaret er, at der IKKE er én bestemt standard og en rigtig eller forkert måde at lave og bruge et storyboard på. På internettet findes der et hav af skabeloner, som du kan læne dig op ad. Finder du en, som giver mening for dig at bruge, så er det sandsynligt, at det virker som det skal. Vi har valgt at lave en skabelon med udgangspunkt i en PowerPoint-skabelon (som du kan downloade til fri afbenyttelse), da PowerPoint har flere fællestræk med de gængse e-læringsværktøjer. I e-læringsværktøjer bygger man typisk sit indhold i e-læringssider, i PowerPoint er det i indholdsslides. Begge dele foregår på et kanvas, som illustrerer det, der i sidste ende bliver vist for brugeren på computerskærmen.
Nogle af de konkrete fordele ved at lave et storyboard i PowerPoint er:
- De fleste kender PowerPoint og har allerede programmet installeret på sin computer
- Fagpersoner har let adgang til selv at indtaste deres ekspertbidrag og et udkast. De kan sågar indsætte video, billeder, lyd og links
- Mulighed for hurtigt at omrangere slides/rækkefølgen af indhold

Her har du et par eksempler på, hvad en storyboard-skabelon kan indeholde. Som du kan se, kan det give mening at lave forskellige masterslides alt efter den type indhold, som du vil indsætte.
For at være sikker på at kvaliteten af det, som der bliver indsat i storyboardet, er så høj som mulig, kan det være en fordel at vedhæfte nogle retningslinjer. Bed bidragyderen om at:
- Være sikker på, at det materiale, som tilføjes storyboardet støtter op om læringsmålene
- Begrænse brugen af tekst
- Ikke at have alt for mange læringsobjekter på samme side
- Holde øje med, at spørgsmål matcher den læring, som kursisterne skal gennemgå
- Være klar over om det, der kommunikeres, med sandsynlighed også vil blive opfattet korrekt af målgruppen/kursisterne