Child Maternal and Family Health Care Research Group
Forskningsgruppen Child Maternal and Family Health Care forsker bl.a. i nyfødte børn, amning, nye familier og deres sundhed. I deres forskningsprojekt The SUPPORTED study har de et mål om at bringe førstegangs fædre til tidligt fødte børn mere på banen.
I Danmark fødes årligt cirka 3700 børn før uge 37. Forældre til tidligt fødte børn i neonatalafdelinger oplever ofte angst, frygt og usikkerhed, hvilket udfordrer den tidlige familiedannelse. Fædre føler sig ofte ikke tilstrækkeligt inkluderet i barnets pleje og beslutningsprocesser. Med øremærket barsel til fædre og en øget fokus på deres rolle, får fædre i fremtiden et større ansvar i den tidlige relationsfase med barnet. Derfor er det vigtigt at understøtte relationsdannelse og kommunikation i en mere fædre-inkluderende kultur i neonatalafdelinger og i overgangen til sundhedsplejen.
I the SUPPORTED study har forskningsgruppen først og fremmest kortlagt, hvordan praksis er i dag rundt i neonatafdelingerne og i overgangen til sundhedsplejen, samt hvilke behov førstegangs fædrene til tidligt fødte børn har.
Herfra er målet at udvikle nye vejledende principper, der skal afprøves på en række neonatalafdelinger på hospitaler i alle fem regioner.
Opgave
Forskningsgruppen henvendte sig til ProLearning for at få udviklet et e-læringskursus baseret på deres forskning inden for området. E-læringen skulle målrettes ansatte i neonatalafdelinger og neonatale sundhedsplejersker, med det formål at ændre kulturen på neonatalafdelingerne, så førstegangs fædre til tidligt fødte børn i højere grad bliver inkluderet i plejen og får bedre mulighed for tidlig tilknytning til barnet.
E-læringen skulle baseres på den tilgængelige forskning inklusiv deres egen forskning, interviews med førstegangs fædre til tidligt fødte børn samt sundhedsvidenskabelige teorier og modeller.
Samarbejde
I samarbejde med førstegangsfædre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger og forskningsgruppen har vi i ProLearning udviklet et e-læringsforløb, der formidler forskningsbaseret viden gennem en fortælling om en families oplevelse med at blive forældre til en tidligt født. Gennem e-læringen følger modtageren en familie og deres forløb i de forskellige stadier, lige fra den tidlige fødsel til udskrivelse og overgang til sundhedsplejen. Hele vejen igennem får modtageren konkrete værktøjer, som de kan anvende i deres arbejde, præsenteret gennem genkendelige situationer fra familiens historie.
Samarbejdet var hele vejen igennem præget af en tæt dialog og iterative udviklingsfaser, så vi sikrede, at forskergruppen kunne bidrage med al deres faglige indsigt, mens vi i ProLearning omsatte dette til et interaktivt læringsformat. Resultatet er en målrettet e-læring, der understøtter en kulturændring i neonatalafdelingerne til fordel for førstegangs fædre, deres nyfødte børn og familie.